Sådan laver du en legatansøgning
Der er to måder at søge et legat på: enten via et ansøgningsskema eller også ved selv at skrive en legatansøgning. I de enkelte legater vil det fremgå, hvad du skal gøre.
Ansøgningsskemaet finder du ofte på hjemmesiden for legatet eller ved at kontakte den, der administrerer legatet. Hvis du selv skal skrive legatansøgningen, er det vigtigt, at du bruger tid på at lave en god standardansøgning, som du så kan rette til.
Når du skriver en legatansøgning, skal du først og fremme fatte dig i korthed, men stadigvæk give al den information, der skal bruges. Det er en god tommelfingerregel at holde sig til 1 – 1,5 A4 side.
Fortæl, hvorfor fonden skal støtte dig
Typisk vil en fond gerne vide, hvem de støtter, hvad der søges støtte til, og hvorfor de skal støtte dig. Derfor er det en god ide at skrive en legatansøgning der indeholder disse oplysninger. Start din ansøgning med dit navn, adresse, telefon nummer og e-mail adresse. Fortæl efterfølgende hvad du søger til og husk at fortælle, om du lever alene, og hvor mange børn du har.
Skriv en god legatansøgning
Det er vigtigt at skrive en ansøgning, der er let at læse. I ansøgningen skal du også argumentere for, hvorfor du søger om økonomisk hjælp, og hvorfor fonden skal støtte netop dig.
Husk at vedlægge bilag
Husk at vedlægge de bilag, du bliver bedt om, for eksempel en oversigt over din formue (kontoudskrift og årsopgørelse), et budget over dine faste udgifter, lægeerklæring osv. – alt efter hvad det enkelte legat beder om dokumentation for.
Nogle legater uddeler fastsatte legatportioner, mens du hos andre skal fortælle, hvor stort et beløb du søger om. Du kan derfor med fordel medsende et budget med en oversigt over samtlige udgifter i forbindelse med det beløb, du ansøger om.
Det er god stil at sende et takkebrev
Hvis du får tildelt legatet, er det god kutyme lige at sende en mail eller et postkort med et billede af det, du brugte legatet til samt et tak.