Når skilsmissen bliver et reelt alternativ til hverdagen
Er parterapi noget for jer? Man kan kende et forhold, der er ved at drukne, på sololøbene, skænderierne og den manglende nærhed. Du har sikkert også set det andre steder end hjemme ved dit eget spisebord: par, der ikke kan holde op med at skændes eller aflevere stikpiller i de få timer, hvor der er gæster, eller dem der krammer børnene, men aldrig hinanden. Og så er der dem, der allerede har givet op og fordelt pligterne imellem sig og så ellers lever helt deres eget liv, kun med ægtesengen som fælles base.
Det er her, mange begynder at overveje skilsmissen som et reelt alternativ. Forholdet er stendødt, alt for mange følelser er fejet ind under gulvtæppet, og nogle begynder at søge nærhed andre steder. ”Mange store problemer kunne have været løst, mens de stadig var små”, stod der engang på en Gajol-æske, og det er jo sandt. I er ikke gået endnu, og om det er børnene, frygten for det uvisse eller en sidste rest af håb, der holder jer sammen, så er der hjælp at hente. Hvis I ikke er gået endnu, hvis der bare er den mindste lille gnist, der kan reddes, så overvej at tale med en parterapeut.
Hvad kan parterapien hjælpe med?
I parterapien får man rum til at tale. I betaler et andet menneske for at lytte til jeres problemer og hjælpe jer til at lytte til hinanden. Det kan være meget grænseoverskridende at lade en helt fremmed vide, hvad der sker bag jeres lukkede dør, men det er guld værd. Her kan I komme af med alle jeres frustrationer og vrede over den anden, mens parterapeuten guider og vejleder, så der bliver lukket op for den sorg og uigengældte kærlighed, som de negative følelser dækker over.
Det er lige her, den sidste chance er for at finde ud af, om I bare er kørt lidt skævt af hinanden, eller om I egentlig ville have det bedre med at leve hver for sig. Det er nu, der skal kæmpes, og der skal luftes drømme og tales om forventninger til hinanden. Ved at være ærlige om jeres ønsker og behov, kan I måske redde forholdet – hvis den anden er villig til at komme dig i møde.
Der kan være mange penge at spare på at gå i parterapi
Hvis du er en af dem, der overvejer at blive skilt, så tænk lige over, at en parterapeut koster 800 kr. i timen, mens en advokat starter ved 1.000. Advokatsalæret skal jo så fordobles, når I skal skændes om, hvordan samværet skal være, for slet ikke at tale om, at der lige pludselig er udgifter til to husholdninger, indretning af børneværelser på ny, cykler etc.
Det er bare billigere at prøve at fikse forholdet igennem parterapi. Det koster kun en brøkdel af at blive skilt, økonomisk og følelsesmæssigt. Hvis din mand ikke vil, så vis ham dette regnestykke. Økonomi er det sprog, de fleste kan forstå.
Parterapi kan give forholdet en værdig afslutning
Selv om I allerede er blevet enige om at gå fra hinanden, så er parterapi altid en god ide for at få afsluttet forholdet på en pæn måde. Hvis han stadig ikke vil med, så gå alene. Om ikke andet så får du hjælp til at træffe en beslutning. I skylder jeres børn at være helt sikre på, at alt er forsøgt. Hvis parterapien ikke kan løse jeres problemer, og I alligevel ender med at blive skilt, så har I nu en platform, hvor I kan tale sammen fra.
I parterapien får man værktøjer til at passe på hinanden og fungere i parforholdet, og det er virkelig fantastisk pludselig at finde en måde, man kan tale sammen på uden at bide af hinanden. Det kan ikke redde alle forhold, men det kan give en værdig afslutning til dem, der har behov for det. Parterapi burde være noget, man helt naturligt opsøgte, inden man skrev skilsmissepapirerne under.
Hvis I bliver enige om, at jeres veje skal skilles, så brug parterapien på at få lagt låg på alle de gamle konflikter, som helst ikke skal med ind i det nye samarbejde, hvor I skal have et samvær til at fungere. Nogle deleforældre klarer det til ug med kryds og slange og med glade børn til følge, og så er der os andre, der glæder os til den dag, hvor barnet fylder 18 år, både fordi det er en festdag, men også fordi det markerer den dag, hvor det obligatoriske samarbejde ophører.
