Sjove aktiviteter, der får pulsen op
Motion er en af de ting, der har tendens til at blive underprioriteret, når der ikke er så meget tid i den lille familie – og hvem skal egentlig passe børnene imens?
Men imens du går og glæder dig til den tid, der engang kommer, hvor du har hele eftermiddagen til at tage i motionscentret eller gå til yoga, så er der mange ting, du kan lave sammen med dine børn, hvor pulsen kommer op. Cykle, gå ture, tage i svømmehallen og på legepladsen. Det er måske ikke noget, der giver en six-pack, allerhøjst i juicebrikker i hvert fald, men din krop bliver glad for dig.
Så hvis du sidder der i sofaen med den dårlige samvittighed og føler, at du burde da også, så tænk på, at der kommer en dag, hvor barnet bare lige drøner indenom med skoletasken og et “Hej mor, ses til aftensmaaaad!” Det er der, hvor du med god samvittighed kan svømme flere kilometer i fred og ro OG sidde så længe i saunaen bagefter, som du gider.
Kom op af sofaen – NU!
Lige nu, med små børn der er afhængige af dig og dit overskud, så handler det om at gøre det, du kan gøre. Lige nu i den situation, du er i. Beslut, at I skal være en aktiv familie og lav et realistisk niveau for, hvor meget tid, I skal bruge på at få pulsen op hver dag. 30 minutters motion er bedre end ingenting. Hvad med at…
- finde på noget, I kan lave sammen: cykle, tage en tur i svømmehallen, danse, besøge skoven, være sammen på legepladsen, hvor du ikke bare står og kigger ned i din smartphone
- bruge de små huller i hverdagen – kan du f.eks. cykle eller gå til institution og på arbejde
- gå en tur hver dag, måske endda helt for dig selv i fred og ro
- foreslå at få et motionsrum på arbejdet
- melde jer til et mor/barn hold i yoga
- lave en legeaftale for dit barn og bruge timerne på at pleje din krop
Og lad nu være med at få dårlig samvittighed, hvis du ikke når det hver dag, det skal ikke være endnu en pligt, endnu en ting på listen over alt det du i forvejen skal nå. Det skal være sjovt at leve! Og med motion lever man måske længere. Det bliver i hvert fald nemmere at jagte de mandlige portører på plejehjemmet.