Få samarbejdet godt i gang
Nogle forældre får samarbejdet omkring børnene op at køre lynhurtigt og løser opgaven helt fantastisk. De køber hus på samme vej, så børnene kan løbe frit mellem hjemmene. Andre passer syge børn, selv om det ikke lige var deres tur til samvær og lader bonussøskende komme på besøg. Det er dejligt, når de skilte forældre kan finde ud af at give børnene en rigtig god og tryg opvækst – i fællesskab og hver for sig. Det er jo sådan, det skal være.
Der er også dem, der spiller helt efter Statsforvaltningens regler og den resolution, der nu er fastlagt. Hvor barnet kommer og afhentes på faste intervaller, og hvor forældrene ellers lever to helt forskellige liv uden den store kontakt, udover forældremøder og gymnastikopvisninger. Fødselsdagene holdes på skift, og det er måske det eneste tidspunkt på året, hvor de nye familier er samlet.
Og så er der alle de andre – eller dig, der har fundet denne side, fordi det måske ikke kører helt så godt. Her kommer nogle gode råd om samvær og samarbejde, til de situationer, hvor det er svært at få samværet til at køre.
Gode råd til samarbejdet
Der kan forebygges mange konflikter ved, at I, inden I bliver skilt, sætter jer ned og taler om, hvordan børnenes liv skal være i fremtiden. Skriv aftalerne på et stykke papir og giv hånd på, at uanset hvad der så sker, så vil I overholde dem. Det kan f.eks. være aftaler om:
- Afhentningssituationen: om man går med ind og lige hjælper med at ”lande” barnet
- Gennemførsel af samvær, når barnet hellere vil til børnefødselsdage eller fodbold
- Om man kan lave om på aftalerne med kort varsel
- Hvad det vil sige at være en ansvarlig og opmærksom forælder
- Hvem betaler for og kører barnet til fritidsaktiviteter
- Hvad der skal ske i ferierne
- Om eller hvordan barnet skal have kontakt med den anden forælder under samvær
- Hvem der holder barnets fødselsdag, og hvem der skal inviteres
Livet har det med at ændre sig, og dermed bliver der måske i fremtiden også behov at ændre de aftaler, I engang lavede. Det er måske ikke længere relevant at notere, hvilket blemærke barnet foretrækker, men nu kan det være en alkoholpolitik, der skal gøres fælles front mod. Uanset hvor meget vand, der ellers er løbet gennem åen, så er I nødt til at mødes og samarbejde igen.