Få hjælp til din økonomi
Har du brug for en hjælpende hånd til din økonomi? Det er hårdt at komme fra et forhold med to indtægter og så pludselig være den eneste til at hive alle pengene hjem. Og der kommer ikke nogen og stikker dig en stor fed check, hvis det går galt, så det gør det ikke. Der skal være mad på bordet de næste 18 år, og derfor bliver der nødt til altid at være styr på økonomien.
Helt generelt kan man sige, at hvis der er nogen, der kan lære at spinde, så er det en enlig mor! Det bliver man bare nødt til. Når du lige får et ledigt øjeblik, så brug det på at få ryddet op i din økonomi. Og det er ikke svært: det handler om at få et overblik over indtægter og udgifter. Brug også tid på at lægge et godt, gammeldags husholdsningsbudget og meld alle de faste udgifter til betaling via en budgetkonto. På den måde bliver din økonomi gennemskuelig, og du undgår ubehagelige overraskelser.
Sådan lægger du et husholdningsbudget
Det kan godt være, det er lidt gammeldags at bruge et husholdningsbudget – men det var sådan, vores bedstemødre holdt styr på pengene, og det gjorde de godt! Et godt trick til at få et overblik over, hvad du egentlig skal sætte af på de forskellige poster, er at gemme boner, hvilket giver et sommetider lidt for godt overblik over, hvor pengene forsvinder hen.
Hvis du ikke ved, hvad du bruger lige nu på de forskellige poster, så gem alle dine bon’er, bare en måned. Og det er alle bon’er, der skal gemmes, ALLE! Også dem fra den lille grønthandler og dsb-kiosken, hvor man bare lige skulle have et stykke chokolade, et blad, en sodavand, en læbepomade, et blad mere og en fransk hotdog… Frygtelig kedeligt og frygteligt, fordi du nu kan se, hvilke vinduer du kaster dine penge ud af. Men det virker! Hvem har lyst til at glo på en bon, der ser ud som eksemplet fra dsb-kiosken? Du kan få hjælp til at lægge et husholdningsbudget på spiir, der også findes som app.
Prioritér dine indkøb
Når du har et budget over de daglige udgifter, kan du også begynde at prioritere posterne efter det, du synes er vigtigt at bruge penge på og spare de steder, som ikke betyder noget for dig. Hvis du sparer kantinemaden væk og tager en madpakke med hver dag, så er der for eksempel til en familietur til Hamburg. Måske er det ikke vigtigt for alle i familien, om tøjet er nyt, måske vil I hellere leve så økologisk som muligt. Så vælger I det. For hvert valg er der et fravalg, men når man bevidst foretager et valg, så er det også nemmere at undvære. Men hav gerne en en slik-post og en legetøjspost.
Når du går ud for at handle, så beslut dig på forhånd for, hvad du mangler og lav en indkøbsseddel, og gå forbi alle de fristende tilbud med urtepotteskjulere og påskepynt. Det er ligesom en slankekur, hvor man også bare skal gå forbi iskioskerne. Svært, men man kan sagtens vænne sig til det. Hvis du pludselig kan se, at budgettet begynder at skride lidt, og du bruger for mange penge, så hæv det, der står tilbage på kontoen og læg dankortet i skuffen indtil den næste første.