Her kan du møde andre enlige mødre
Familie og venner er guld værd, men der er også meget hjælp og en helt særlig forståelse at hente hos andre enlige mødre. I et netværk med andre enlige mødre er der masser af venlige ord, sjove eftermiddage og gode råd. Alle enlige mødre ved godt, at det til tider kan være rigtig hårdt, og at enhver hjælp er kærkommen. Når lokummet virkelig brænder, så er der altid en anden enlig mor, der forstår.
Det er virkelig rart at tale med nogen, der har prøvet det på egen krop, og som virkelig forstår hvad det vil sige at være alene med sit barn 24/7. Nogen som kan nikke genkendende, når du fortæller, præcis hvordan du har det med at gå til møder i Statsforvaltningen. En, der forstår hvor vanskeligt det kan være at få samværet til at køre. Eller måske bare nogle nye veninder med børn, der har lyst til at mødes og hygge.
Her kan du læse om, hvor du finder andre enlige mødre, både på internettet og måske også i din egen by.
Der er mange små og store grupper for enlige mødre og også fædre på Facebook. Det er dog kun de største, der er taget med her. Der opstår hele tiden nye grupper, mens andre nedlægges. Virker linket ikke, så prøv at søge på [enlig mor] på Facebook.
Alene mor og far er en Facebook-gruppe for både enlige mødre og fædre.
“Enlige” Mødre er en landsdækkende Facebook-gruppe for enlige mødre. Det er et godt sted at stille spørgsmål om alt, der handler om livet som enlig mor. Du kan også efterlyse nye veninder i dit område.
Regionale grupper for Enlige Mødre, for eksempel Enlige Mødre Sjælland, Enlige mødre på Fyn og Enlige mødre i Randers og omegn. Her kan du finde andre enlige mødre i samme område som dig. Det gør det lettere at mødes ude i virkeligheden.
Single Forældre er en gruppe for singler med børn.
Solomor er for ALLE kvinder der lever alene med deres børn og ikke kun for mødre til donorbørn.
Netværk på internettet
baby.dk har flere undergrupper for enlige mødre og selvvalgt enlige mødre. Find dem i Donorbørn og Enlig mor/far. Under Venner søges, kan du søge efter andre enlige mødre.
På Libero kan du også læse med i deres underforum for enlige mødre – eller selv stille spørgsmål til de andre brugere.
Min-mave.dk har også en undergruppe for Enlige forældre. Her kan du stille spørgsmål og hjælpe andre enlige mødre med din viden.
På Singleplus (kræver abonnement) kan du møde andre enlige mødre og deltage i debatten.
Netværk ude i virkeligheden
Prøv en søgning på Google på [navnet på din by + netværk for enlige mødre]. Klik her og sæt din egen by ind i søgningen på Google.
Mange frivillig-foreninger har også netværk for enlige mødre eller kan hjælpe dig med at etablere et i din by. Se liste over frivilligforeninger her: [navnet på din by + frivillige sociale foreninger]. Prøv søgningen på Google her og sæt navnet på din by ind i søgningen.