Lav et netværk med andre enlige mødre
Selv om du i forvejen har et godt netværk, er det virkelig rart også at kende andre enlige mødre. Selv om familie og venner er gode til at hjælpe, så er der en særlig forståelse at hente hos andre, der er i samme situation som dig. Enlige mødre spotter hinanden på lang afstand og står klar til at gribe den, der falder. Her er der virkelig nogen, der vil hjælpe, hvis de kan – for de kender din situation.
Enlige mødre forstår dit liv
Når du bliver skilt, eller du og kæresten går fra hinanden, træder du ud af et fællesskab – men ind i et nyt. At være enlig mor er en billet ind i en verden, hvor kvinder hjælper hinanden, hvis de kan. Alle ved godt, at det er hårdt, og at enhver hjælp er kærkommen. Når lokummet virkelig brænder, så er der en anden enlig mor, der forstår.
Enlige mødre kan især stille alle de rigtige spørgsmål, f.eks.: ”Skal vi ikke bytte børn de næste to weekender?” og ”Hvordan har du det – i virkeligheden?” Det sidste skal man i øvrigt passe lidt på med; der er nogen, der har det hårdere end dig, og de må ikke stjæle dit overskud. I fællesskabet kan du give det, du nu har at give af, men alvorlige problemer skal der altså professionel hjælp til. Giv og tag det, du orker og nyd, at du er en del af en ganske særlig klub.
Hvor finder du andre enlige mødre?
Familie og venner er guld værd, men der er også meget hjælp og en helt særlig forståelse at hente i et netværk af enlige mødre. Hvis du ikke kan finde et, så skab det selv. Det skal ikke være en Grædekonernes Klub, hvor I kun er fælles om de negative ting og dumme eks-mænd, men det er virkelig rart at tale med nogen, der har prøvet det på egen krop, og som forstår det, når du fortæller, præcis hvor lange patter du får af at gå til møder i Statsforvaltningen.
Her finder du en liste over netværk for enlige mødre. Måske er der også et, der passer lige til dig: Netværk for enlige mødre