Du kan ikke nå det hele – og du må gerne sige “nej”!

Du kan ikke nå det hele - og du må gerne sige nej - EnligMor

Du må gerne sige nej!

Har du svært ved at sige nej? Til legeaftaler, vaske fodboldtrøjer og kagebagning? Når der bare er én forælder, så er det selvfølgelig altid dig, der bliver spurgt, om “du ikke lige kan tage en kage med til forældremødet”. Men som enlig mor, er der ikke noget, der bare er “lige”. Når der kun er én forælder, kræver en simpel kagebagning nemlig også planlægning. Det er langt fra sikkert, at der lige er luft i programmet dén dag, mellem arbejde, hentning af børn og aftensmad.

Så hvad gør du så, hvis du kommer til at sige ja, fordi der ikke er et standard-nej på automatpiloten? Hvis du i øvrigt er sådan en enlig mor, der helst ikke vil vise andre, at du synes, det er lidt svært at få det hele til at hænge sammen. Og især hvis du ikke vil stå foran de andre mødre med noget, du lige har pisket sammen fra en æske?

Sig farvel til forventningerne

I et liv som enlig mor, hvor tid er en mangelvare, så er det fuldstændig tosset, at du prøver at nå det hele, inklusiv at bage flotte kager til forældremødet. Især hvis du hverken har tid eller lyst. Hvis du godt kan lide at bage kager, så gør det – hvis du har overskud til det.

Hvis du ikke har tid, så står det dig helt frit for at vælge en anden tilgang til kagebagning: mændenes. Næste gang der kommer en fællesmail ud om kagebagning til forældremødet, så prøv lige at lægge mærke til, hvor mange mænd, der skriver sig op til det. Eller observer for sjovs skyld, hvem det er du henvender dig til, når der skal laves legeaftaler for børnene. Mor eller far?

Slip skammen over det, du ikke når

Og der bor jo en bager i Nørregade, og næste gang du ikke har tid til at bage den kage, så køb en citronmåne. De smager jo ganske udemærket! Og måske du så aldrig igen bedt om at tage kage med. Der bor i øvrigt også en pizzamand rundt om hjørnet, og måske er det lige i overkanten at bestille en pizza til direkte levering på fællesbuffeten, men hvis der ikke er tid til andet dén dag, kan du sagtens stille en købepizza på buffeten til fællesspisningen. Børnene vil elske det!

Eller også skal du bare sige det lille, svære ord: Nej. Lad være med at skamme dig over, at du ikke kan nå det samme som i familier med to voksne. Som enlig mor er det vigtigt, at tiden bliver optimeret. Hvis du er udkørt, behøver du ikke at prøve at nå det hele OG få det til at se perfekt ud. Tænk i stedet: hvad ville en mand gøre? Og er det i øvrigt nogensinde sket, at en far har bagt kage til klassekomsammen?

Gør kun det, andre ikke kan gøre

Det samme gælder for alt andet i dit liv. Spørg dig selv, om der ikke er andre forældre med mere overskud, der kan sidde i forældrerådet, køre til gymnastikopvisning i den anden ende af landet eller være den, der holder klassekomsammen.

I et liv som enlig mor er der ting, der er vigtige og helt essentielle, f.eks. at drage omsorg for dine børn og sørge for, at der er mad på bordet hver dag. Det er de opgaver, du skal fokusere på først. Kagebagning til forældremøder kommer langt nede på listen over, hvad du kan forvente af dig selv, at du skal nå på en almindelig hverdag. Så selv dig selv fri og lad være med at skamme dig over, at du kun når det allervigtigste: Det gode liv med dine børn.