Hvilke jobs kan du passe hjemmefra?
Er økonomien stram, kommer der her gode ideer til små jobs, hvor du kan tjene ekstra penge. De oplagte ekstra-jobs som tjener, avisbud eller rengøringsassistent er ikke helt så oplagte for enlige mødre, der har et eller flere børn at passe på. Hvis du skal ud af døren udenfor børnehavens åbningstid, skal du betale en babysitter, og så ryger ideen ligesom med at få skrabet flere penge hjem. I stedet kan du overveje, om der er noget, du kan lave derhjemme i de stille timer om aftenen, hvor børnene alligevel sover.
Ligesom du sikkert vil opdage, når du læser listen, så er der nok noget, du er mere talentfuld i end andet, men der burde være noget, som de fleste kan. Nogle af dem kræver ikke de store kompetencer eller forberedelser, mens andre gør.
Hvad kan du tjene penge på derhjemme?
Her kan alle være med
1. Pas andres børn: Der kan faktisk godt være penge at tjene på altid at skulle være hjemme ved sine egne børn om aftenen: der er en del med natarbejde, som gerne vil have deres børn passet et trygt sted, og så kan der også være andre singler eller par i nærområdet, som rigtig gerne vil ud en fredag aften uden at skulle tidligt hjem til babysitteren. Prøv med et opslag i børnehaver eller i lokalavisen.
2. Søg legater: Der er over 20.000 fonde og legater i Danmark, og herunder flere der er øremærket enlige forsørgere. Der er også legater til studerende, til ferier, til værdigt trængende osv. Du kan læse mere om at søge legater her.
3. Sælg det, du ikke bruger: Ryd op i gemmerne eller gå på loppemarked og sæt ting til salg på GulogGratis.dk eller Trendsales. Inden du rydder hele loftet, så tjek lige hvad folk efterspørger.
4. Stryg for folk: Er du en ørn til pressefolder og knivskarpe manchetter, så tilbyd at stryge for folk. Prøv med et opslag, hvor der kommer mange skjorter forbi, f.eks. i kiosken i et kvarter hvor der kommer mange forretningsfolk.
I krea-værkstedet
5. Sy for folk: Er du god til at sy, kan du tjene penge på at lægge bukser op for folk eller sy på bestilling. Sæt et opslag op i byens supermarkeder og skriv din pris med det samme. En skrædder tager ca. 100,- for en oplægning.
6. Sav, strik og snit: På Etsy kan du sælge dine kreative hobbyprodukter til hele verden. Er du god til at hækle tasker, eller kan du lodde smykkestativer sammen, så er det stedet for dig.
7. Reparer smartphones: Er der bare én tablet eller én smartphone i din husstand, så ved du også, hvor sårbar skærmen er overfor stød og slag. På YouTube findes der instruktionsvideoer, der forklarer, hvordan du reparerer dem, og nye skærme kan du købe her.
8. Køb brugte møbler og sæt dem i stand: Det er ikke alle, der skal se mulighederne i en gammel, slidt kommode. Men måske er du sådan en, der lige kan fikse den op i en ny, frisk farve og med et par nye greb kan give den nyt liv og sælge den videre.
9. Tag billeder for andre: Shutterstock er en af de store billeddatabaser på internettet, hvor du kan sælge dine billeder. Der er folk, der gerne vil betale for dine fotos i høj kvalitet af børn og voksne i daglidagssituationer, af hverdagsting, af madretter etc. Du sælger dine billeder til udbyderen, som så formilder dem videre til kunder, der køber retten til at bruge dem i deres bøger eller på hjemmesider.
10. Fotografer produkter til webshops: Ejer du allerede et rigtig godt kamera, og er du god til at bruge det, så kan du også tjene penge på at tage billeder af produkter til webshops. Der ligger en god guide her på Smartweb.
11. Lav bordkort og invitationer for andre: Det kan være svært at finde den helt rigtige invitation, når man skal vælge imellem de færdigtrykte. Så er den for lyserød, så mangler der en blomst, eller den er alt for prangende. Hvis du har fingersnilde og sans for farver og grafik, så er der også et marked her.
12. Bag kager: Elsker du at bage kager, så kan du begynde at levere på bestilling. Det oplagte er bryllupskager med fondant og hele udstyret, men der kan også være penge i at bage brunsviger og boller til børnefødselsdage.
13. Sælg malerier: Mange forældre vil gerne have malet portrætter af deres børn. For andre er det vigtigt, at billedet passer i farven i den nye entré. Og andre igen vil gerne betale for at have et maleri af lige præcis din hånd hængende – bare fordi du er dygtig. Der er kunder til det hele.
14. Lav smykker: Kan du spotte de næste trends indenfor accessoires og omsætte det til halskæder, ringe og armbånd, så kan du sælge dem på Trendsales, etsy eller via din egen hjemmeside.
På computeren
15. Læs korrektur: Studerende og forfattere søger ofte efter nogle, der kan læse en grundig korrektur på deres projekt eller bog. Er du en ørn til stavning og kommatering, så kan du oprette en freelancerprofil hos Amino eller sætte en seddel op på det nærmeste universitet og tilbyde dine evner. En professionel, uddannet korrekturlæser tager nemt 30,- pr. side, og hvis du kan gøre det billigere, så er der et marked, der venter.
16. Oversæt tekster: Er du flydende i andre sprog end dansk, og er du god til at formulere dig, så vil det måske være det rigtige job for dig at oversætte tekster. Lav din egen hjemmeside, hvor du tilbyder oversættelse eller en freelancerprofil på Amino.
17. Skriv en e-bog: Er der et emne, du ved meget om, så lav en e-bog om det. Du kan skrive dem i Word, lave dem om til en pdf fil, og med et cover fra fiverr, er du klar til at sælge din viden. Du behøver ikke at have en hjemmeside for at udgive e-bøger, men kan gøre det gratis på Saxo Publish.
18. Skriv lejlighedssange: Er du god til at rime og få teksten til at passe til melodien, så kan skrive konfirmations- og fest-sange for gæsterne. Sæt et opslag op eller lav din egen hjemmeside.
19. Skriv for andre: Har du altid fået de jobs du søgte? Så har du måske et særligt talent for at skrive jobansøgninger. Hjælp andre, der ikke er lige så gode som dig, med at skrive disse jobansøgninger. Sæt dem flot op og lav et pænt CV til.
20. Skriv en rigtig bog: Du skal kun gøre det, hvis det gør dig glad, for ofte tjener du ikke så meget på den, når forlaget skal have 85% af indtjeningen. Du kan også udgive selv, og det kan du læse mere om her: Selvudgiver – selvfølgelig!
På internettet
21. Sælg tegninger og grafik: Brug fiverr, hvis du er god til at tegne eller lave grafisk arbejde. På fiverr kan du sælge alle digitale produkter, der kan overføres mellem to computere – og prisen er 5 dollars. Mange sælger også tillægsprodukter, så er du skrap til f.eks. billedbehandling, kan du sagtens hente en god timeløn hjem her.
22. Lav en webshop: Selv om det tager tid at få webshoppen til at køre, og der skal investeres mange penge i varelageret, så er det et arbejde, hvor du, hvis du rammer det rigtige marked, kan få en hel forretning op at køre. Læs mere på Amino.
23. Lav et kursus: På Saxo kan du også lave dit eget kursus. Er du en ørn til at sy, eller vil du gerne hjælpe folk med at blive bedre til at sylte, opsætte regneark eller hvad du nu er virkelig god til, så er det nemt og hurtigt at komme i gang her.
24. Lav en hjemmeside med reklamer: Hvis du leder efter en opskrift, kan du næsten være sikker på, at du får vist reklamer på siden, ligesom der også er mange reklamer på digitale aviser, debatfora og andre steder med meget trafik. Det er fordi, der er penge i det. Har du en interesse, som du kan skrive rigtig mange ord om, så lav din egen hjemmeside eller en blog, hvor du tjener penge på reklamer. Prøv at google [reklamer hjemmeside].
25. Lav hjemmesider: Når du først har lært at lave hjemmesider, så er det ikke svært at lave den næste, og den næste, og den næste. Lav dem på bestilling og opdater dem for folk, som ikke selv har kendskab til f.eks. WordPress. Du ligger mange gode guides her.
26. Bliv online lektiehjælper: Der er begyndt at skyde firmaer op, som tilbyder lektiehjælp over nettet til elever og studerende, se f.eks. her. Timelønnen er okay, og du kan passe jobbet hjemmefra.
27. Lav regnskab for folk: At taste bilag ind er noget af det kedeligste ved at være virksomhedsejer. Er du god til at lave regnskab og bogføre, så lav en freelancerprofil på Amino og tilbyd din service.
Skatteregler
Der er forskellige regler for beskatning af selvstændig virksomhed og hobbyvirksomhed. Du kan læse mere om beskatning af hobbyvirksomheder her: Google-søgning.
Overvejer du at starte selvstændig virksomhed med dit eget CVR-nummer, kan du læse mere her.