Squash-tærte

 

Squash-quiche

Squash-quiche

1 voksen og 1 barn i 2 dage. Kan fryses.

Sidst på sommeren kan du mange steder få kæmpesquash, og du kan sagtens bare putte dem i gryderetter, men det er sjovere at lave noget andet, hvor børnene ikke kan pille alle squashstykkerne ud.

Squash er sjovt nok også en grøntsag, som de fleste børn gerne vil spise, hvis den er dækket af ost… eller i en kage, som f.eks. i Squash-kagen. Kageopskriften skal ligesom denne bruge revne squash og en varm ovn, så hvis du lige har tiden og lysten, så laver du selvfølgelig begge dele samtidig.

Quichen her er fin til frikadeller og kan sagtens fryses, den bliver bare lidt fladere.

Ingredienser

¼ løg
5 dl. groft, revet squash med skræl, ca. 250 g.
50 g. ost
50 g. mel
½ tsk. bagepulver
2 æg
½ tsk. salt
Peber

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 180°.

Løget skæres i meget små tern eller blendes i en minihakker, og squash og ost rives. Den revne squash presses fri for væde, og alle ingredienserne blandes sammen i en stor skål. Et lille ildfast fad smøres med olie og blandingen fordeles deri.

Quichen bages midt i ovnen i 35-40 minutter. Hvis den stadig ikke er gyldenbrun ovenpå efter den tid, så kan man lige give den et par minutter under grillen, for den ér færdig!